Om mig

DSC_0165.jpg

CV

2018 – Horse in Harmony trainer
2017 - påbegyndt træneroverbygningen på Blueberry Hill
2017 - Eksamieret Blueberry Hill Basisinstruktør
2015 – Underviser på Skovly Rytterskole

Jeg hedder Randi Frost og er født i 1984. Jeg arbejder dels med at køre ud som selvstændig underviser til private ryttere, dels underviser jeg elevhold på Skovly Ridecenter, og derudover tager jeg heste i træning. Jeg brænder for at være med til at skabe et godt og positivt samspil mellem hest og rytter. Hestevelfærd, vidensbaseret træning og rideglæde er i centrum i al min undervisning og træning.

Heste har altid været min store passion. Min personlige hesterejse har været drevet af ønsket om en blød og tydelig kommunikation og samhørighed. Min søgen efter denne type samarbejde har sendt mig gennem mange kroge af hesteverdenen. Efter en start på en traditionel rideskole trænede jeg i nogle år efter de klassiske principper og smagte undervejs også på forskellige typer af træning, der dengang blev promoveret som horsemanship. I dag arbejder jeg bredt ud fra hestevenlige principper, og jeg går meget op i måden vi omgås vores heste på.

Købet af min første hest satte yderligere tanker i gang, og da jeg på dette tidspunkt læste biologi på Københavns Universitet kastede jeg mig over adfærdsbiologien og herunder indlæringsteorien. I mit første møde med indlæringsteorien var der meget, der pludselig gav mening, og både det, der havde virket og det, der ikke havde virket, blev forklaret her. Derfor er mit arbejde solidt funderet i min viden om indlæringsteori, som jeg har erhvervet gennem min uddannelse som biolog, og senere min Blue Berry Hill (BBH) basisinstruktøruddannelse, og derfor er læringsteori i dag noget af det, jeg synes er vigtigst at formidle til mine elever. Tendensen er også, at flere og flere i hesteverdenen ser indlæringsteorien som et værdifuldt redskab, og jeg ønsker at være med til at fremme denne udvikling.

I 2015 fik jeg muligheden for at undervise børn i ridning på Skovly Ridecenter, og dette satte virkelig gang i min drøm om at formidle viden om heste, og at være med til at rykke vores sport i en retning med mere fokus på hestevelfærd. Siden begyndelsen har jeg fået flere elever, der alle arbejder på forskellige niveauer, fra dressur og spring til tilridning. Alle disse ekvipager inspirerer mig til hele tiden at arbejde på at blive bedre. Min rejse mod mere viden og bedre træning fortsætter derfor, da jeg tror på at den evige søgen mod at blive dygtigere gavner både mig, mine elever og de heste jeg er så heldig at møde på min vej; derfor videreuddanner jeg mig løbende.